Når kunst flytter bjerge og mennesker, af Elsebeth Gerner Nielsen
Klumme om "Livs-både", bragt i en række aviser

Her i weekenden har mere end 100 mennesker fra 17 forskellige lande været samlet i Mygdal ved Hjørring for at støbe den sidste af tre sejlende skulpturer: Life-boats. ”Mit skib er ladet med længsel”, ”Mit skib er ladet med liv” og ”Mit skib er ladet med minder” bliver en sejlende fortælling om kvindelivets forskellige faser: Den unge pige; den gravide kvinde og den ældre kvinde. Bag projektet står billedkunstneren Marit Benthe Norheim, hvis kunstneriske virke altid har taget sit udgangspunkt i det kvindelige, bl.a. i det faktum, at vi alle har ligget i en kvindes liv som begyndelse på vort eget liv. Vi har fælles ophav, selv om:
”Noen barn er finske, noen fra Sudan
Noen barn er norske og noen fra Japan
Ja der finnes barn i hvert land og rike
Meget er forskjellig, men inni er de like”.
En børnesang, som Norheims norske mor ofte sang for sine børn, og som præcist indkredser det menneskesyn, som Life-boats bliver sejlende ambassade for, når de næste år påbegynder sejladsen rundt i Danmark og senere ned gennem de europæiske floder og kanaler. Målet er at samle mennesker på tværs af religion, kultur og køn, høj som lav, til en drøftelse af, hvordan vi kan leve med hinanden i det 21. århundrede på trods - eller måske i kraft - af vores forskellighed. Som afsæt for den samtale rummer de tre skibe en række fortællinger. På dækket af ”Mit Skib er ladet med Minder” står f.eks. 19 galionsfigurer, som hver især er et portræt af nulevende kvinder, der har det til fælles, at de er over 70 år og har levet i forskellige kulturer. Deres historier er alle ladet med tankegods, som vor egen generation burde blive klogere af. Som f.eks. Arlett, der overlevede Auswitz, men brændemærket - i bogstavelig forstand – for altid.
Processen med at skabe de tre skulpturer har i sig selv været en realisering af menneskesyn og værdier bag Life-boats. I skrivende stund sidder jeg i et værksted, hvor mennesker fra hele verden er samlet. Nogle forbereder aftenens måltid (vildtgryde og helstegt gris) for frivillige og mange gæster. Kokken forventer op til 150 spisende. Andre planlægger bådenes rejse, og i baggrunden øver et orkester sig på dagens underholdning. Nogle laver slet ikke noget, men nyder at se på. I et andet værksted knokler en hær af folk med at massere beton ind i det hønsetrådsnet, som udgør blodårer og skelet i ”Mit skib er ladet med liv”. Ca. ni tons beton er i løbet af weekenden blevet til hud, spændt ud over en aldrende kvindekrop. Rundt om i verden følges projektet af forskere, journalister og andre, som har lyst til at være en del af det fællesskab og den vision, som Life-boats skaber rammen for. Og som synes mere nødvendig end nogensinde, set i lyset af de mange stakkels mennesker, som i disse timer og uger er på flugt, og som helt konkret har brug for en Life-boat.
Vi er alle født af en kvinde. Vi har alle ligget i en livmoder. Gid det kunne mane til hukommelse og eftertanke, så det fælles-menneskelige kom til betyde mere end det, der skiller. Vand og mennesker. Det er formålet med Life-boats.
Hvem vil sejle med?